
Ingen skal være i tvivl om, at Socialdemokraterne støtter 100 procent op om Kolding Kommunes personale. De mange loyale og arbejdsomme medarbejdere yder hver eneste dag en kæmpe indsats til gavn for borgerne. Socialdemokraterne lægger derfor kraftig afstand til de som måtte mene, at kommunens ansatte har en dårlig arbejdsdisciplin. Det har simpelthen ikke hold i virkeligheden.
Koldings kommunaldirektør Ingemann Olsen fik i den grad sat dagsorden i stort set samtlige danske medier mandag 29. marts 2010 med sit interview i Morgenavisen JyllandsPosten.
Ingemann Olsen er en erfaren og dreven embedsmand. Derfor kan det undre umådelig meget, at han formulerer sig som han gør i Jyllands-Posten. Det rejser flere spørgsmål end svar og forplumrer debatten.
Kommunaldirektørens ærinde burde langt tydeligere være at bidrage til en værdidebat i det danske samfund. En debat der bør handle om regeringen og Dansk Folkepartis udhulning af kommunernes økonomi – en nulvækst der i praksis vil betyde endnu flere besparelser i kommunerne.
Endelig må kommunaldirektørens sans for timing nok kunne klare en opjustering til sommertid. Kolding Kommune er i gang med én af de vanskeligste budgetter i mands minde. 403 stillinger er nedlagt og der er besparelser på over 200 millioner kroner. At koble denne vanskelige virkelighed med ord som slendrian og dårlig arbejdsmoral er hverken rimeligt eller god timing.
Vigtig debat
Det er brand ærgerligt, at kommunaldirektørens interview i JP er endt som et for eller imod Ingemann Olsen, når diskussionen i virkeligheden bør handle om hvad det er for et velfærdssamfund vi ønsker og har råd til.
Vi har brug for en nødvendig værdidebat der diskuterer pligt og ret - og det faktum at kommunerne er så presset økonomisk, at konsekvensen af regeringen og Dansk Folkepartis stadig strammere styring betyder at de ansatte tvinges til at løbe stadigt hurtigere og dermed resultere i dårligere service overfor borgerne.
Det vi er vidner til i disse år, og som kommunaldirektør Ingemann Olsen mere eller mindre frivilligt er blevet ”spændt for”, er et udslag af den ideologiske minimalstatstanke som siden 2001 har gennemsyret regering og Dansk Folkeparti.
Den borgerlige dagsorden handler om at skabe de dårligst mulige vilkår for kommuner og regioner, kombineret med flere penge til dem der kan klare sig selv for så at udlicitere eller statsliggøre de velkendte velfærdsopgaver. Det er ikke en vej Socialdemokraterne ønsker at gå.
Debatten om den kommunale virkelighed og dermed reformer og velfærdssamfundets fortsatte eksistens er alt for vigtig til at drukne i seancen om en kommunaldirektør i Kolding.
Udsendt 30. marts 2010
For yderligere information:
Gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd
Christian Haugk
Telefon: 21 46 62 66
E-post: christian@haugk.dk
