Haugk.dk

Koldings kommunaldirektør Ingemann Olsen fratræder sin stilling efter 28 år. Den endelige fratrædelsesaftale ventes indgået på et ekstraordinært byrådsmøde onsdag 7. april 2010.

Ingemann Olsen (64) giver i en pressemeddelelse udtryk for, at det efter en vellykket kommunalreform nu er tid til at trække sig tilbage og skabe plads til nye kræfter.

Socialdemokraterne er enige i Ingemann Olsens vurdering og respekterer
kommunaldirektørens ønske om en fratrædelsesaftale.

- Ingemann Olsen har ydet et helt særligt bidrag til Kolding Kommune. Han er gennem 34 år blevet kendt som et utroligt begavet, dygtigt og respekteret menneske. Ingemann har haft lodder og del i mange af de resultater vi i kommunen bryster os af i dag, siger Socialdemokraternes gruppeformand Christian Haugk.

S kræver nu ro om den kommunale arbejdsplads
Siden kommunalvalget i november 2009 har de ansatte oplevet afskedigelser, fratrædelser, omorganiseringer, nye strukturer og nye chefer. Frem for signalpolitik forventer Socialdemokraterne, at byrådets flertal begynder at fokusere på de arbejdsbetingelser medarbejderne er en del af.

- Socialdemokraterne opfordrer til, at der langt om længe skabes ro på de kommunale arbejdspladser - for medarbejderne ude i marken og for direktørerne på rådhuset. Det skylder vi såvel borgerne som medarbejderne, siger Haugk.

Fem direktører er afskediget i løbet af kort tid. Det har kostet mange ressourcer og har betydet at fokus er fjernet fra løsningen af kommunens udfordringer.

- Nu må de 100 dage være overstået, så vi kan komme videre. Det er bydende nødvendigt, slår den socialdemokratiske gruppeformand fast.


Udsendt 5. april 2010

For yderligere information:
Gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd
Christian Haugk
Telefon: 21 46 62 66
E-post: christian@haugk.dk  

Print | Tilbage

Sidst opdateret 5. april 2010