Haugk.dk

Hvad enten der bygges i by eller på land, bør der stilles sammen krav om energiklasse i nybyggerier.

Sådan er det ikke i dag, hvor lovgivningen kun giver mulighed for at stille et samlet krav om energiklasse i bynære områder. Vil en kommune stille krav til byggeprojekter på landet, skal der udarbejdes lokalplan for hvert enkelt hus. Det er både dyrt og tidskrævende.

Derfor stiller Socialdemokraterne i Kolding nu forslag om, at Kolding Kommune skal udfordre Miljøministeriet så loven kan blive lavet om. Socialdemokraterne ønsker, at alle der bygger nyt hus stilles overfor de samme krav.

Kolding Kommune stiller allerede krav om Energiklasse 1 byggeri i alle nye lokalplaner.

- Nye lokalplaner omfatter som regel et helt byområde og dermed mange boliger, men som regler og love er i dag vil det i landzone betyde, at der skal laves en lokalplan for hvert enkelt hus og det er jo både dyrt og tåbeligt. Samtidig betyder det at vi som konsekvens ikke behandler borgerne ens, siger gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding, Christian Haugk.

Unødvendigt bureaukrati
I dag justeres byggeri på landet af den enkelte byggetilladelse og af planlovens landzonebestemmelser. Det er ikke tilladt at stille krav om Energiklasse 1 byggeri via planlovens landzonebestemmelse.

- Udover unødvendig bureaukrati og misbrug af borgernes skattekroner, er klima- og miljøet den store taber, ligesom man på sigt kan frygte, at uligheden mellem by og land stiger, siger Christian Haugk og fortsætter:

- Vi vil derfor via udfordringsretten, som regeringen har lanceret for netop at komme unødig bureaukrati til livs, søge Miljøministeriet om lov til at stille krav om Energiklasse 1 byggeri via planlovens landzonebestemmelse. Det bliver interessant at finde ud af om regeringen mener noget med ønsket om afbureaukratisering og om de rent faktisk vil klima- og miljøpolitikken, eller om det bare er varm luft.

Kolding Kommune har gennem mange år været aktiv på klima- og miljøområdet, men med et socialdemokratisk forslag om at indføre krav om Energiklasse 1 ved al nybyggeri i byområder, tog Kolding i 2008 et kvantespring og er nu helt i front som klima- og miljøbevidst kommune. Kolding Kommune blev således i 2008 udnævnt som en af ganske få Energibyer i Danmark.


Udsendt 31. maj 2010
 


For yderligere information:
Christian Haugk
Telefon: 21 46 62 66
E-post: christian@haugk.dk


Print | Tilbage

Sidst opdateret 31. maj 2010